Tekst: Bjørnstjerne Bjørnson (1832-1910)
Melodi: Johan Gottlieb Ferdinand Rojahn

Du mer end tusenaars, gamle by,
som løfter flaget i dag mot sky
og hører tolket av hele folket
dit gamle ry.

Du skinned fagert i morgengry,
og endnu staar du i dag som ny
og bryter baner, hvor hvite svaner
mot maalet fly.

Her sto de engang de sterke mænd,
som tømret landet med sværd om lænd;
her viljer møttes, saa stordaad fødtes,
som straaler end.

Her verget selv du din landefred
med sterke vakthold mot østerled;
din handels vover bar guldregn over
al Vestfolds bred.

Men i aarhundre i sorg du sad,
du gamle, lutende kongestad,
da konger solgte din ret og voldte,
i nød du bad.

Hvor mange taarer blev da ei grædt,
hvor tungt du trællede for din æt;-
men solgt og bunden, ja, brændt til grunden,
du sank ei træt.

Ti ældste sønnen har ofte havt
den bedste del av sin moders kraft,
og hjertespringet kan ingen tvinge
at give tapt.

Kan nogen nævne sin lykke nu,
kan nogen sige saa trøst i hu:
hvem selv sig hjælper, ham Herren hjælper,
saa er det du.

Ti se nu ut paa din fyldte vaag
og husk saa paa dine Bjarmlands-tog:
fra Spitsberg-isen til Sydhavs-brisen
din arm du slog.

I landets morgen du oppe var,
med landet atter du morgen har;
i Tønsbergs seiler sin lykke speiler
det høi og klar.

Saa stig med landet i morgen ny,
du mer end tusenaars gamle by!
Nu er det daget, nu løftes flaget
med gammelt ry.